Under udarbejdelse
Svend Aaquist (f. 1948)
Komponist, dirigent, pianist m.m.
Bruserup Strandvej 9
4873 Væggerløse
Tel. +45 5416 7000
Mob. +45 2440 8185
Email: svend(at)aaquist(.)com
Komponist
Svend Aaquist indledte tidligt en tilværelse som komponist, dirigent og pianist med en udstrakt koncertvirksomhed,
hyppige bestillinger og opførelser i bl. m.a. Det Unge Tonekunstnerselskab (DUT), Gruppen for
Alternativ Musik, Refugiet Fuglsang og LUT, Lyngby Ung Tonekunst - stiftet 1969 sammen med kollegaen
og skolekammeraten Hans Abrahamsen og senere fortsat i København som LYT.
Sidste halvdel af 70'erne prægedes af det store bestillingsværk til åbningen af koncertsalen i
Stockholms Kulturhus på Sergels Torg Sisyfos Synger for orkester, sopran, bariton, kor,
skuespillere og dansere over tekster af Inger Christensens "DET" (70'). Stykket fik 3 anmelderroste
opførelser i Stockholm med Kulturhusets orkester og dirigenten Per Lyng - og senere en
enkelt opførelse Danmarks Radios Symfoniorkester danske solister og komponisten som dirigent.
Sisyfos Synger afrundede den første fase af Svend Aaquists udvikling som komponist, en fase
karakteriseret ved bestræbelsen på at finde et personligt ståsted i spændingsfelt mellem vidt
forskellige og stærkt profilerede ældre komponister:
internationalt i serialismen som den voksede frem via
Schönberg, Webern og Messiaen til Boulez og Stockhausen, dels de mange uomgængelige personlige bud
på et nyt tonesprog hos Cage, Ligeti, Xenakis og polakkerne Lutoslawski, Penderecki og Gorecki,
og lige så vigtigt i det livlige danske musikliv de imponerende og inspirerende svar på den
internationale modernisme, der formuleredes lige stærkt hos komponister som Henning Christiansen,
Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Ib Nørholm og Per Nørgård, så indbyrdes forskellige og usammenlignelige
de end er.
Sisyfos Synger indeholder stilistiske træk fra de to sidste, men under egen personlig
formopfattelse, og med store harmoniske udsving, der især i 3. satsens store cellosolo og 4. satsens
lange afsluttende Adagio måske kan betegnes som senromantik i klare, grelle farver.
De kommende års kompositioner søgte andre veje, også af og til ved at gribe tilbage til
indfaldsvinkler, der var blevet valgt fra tidligt i 70'erne, både enklere, 'konkretistiske'
udtryksformer og legende, improvisatorisk komposition - :men også ved egentlige
nyorienteringer: Som måske den første komponist i Danmark satte han sig begyndelsen af 80'erne
desuden grundigt ind i de nye personlige computeres musikalske muligheder, så grundigt at han ikke
bare anvendte dem i en række værker, men også programmerede avancerede kompositions- og
improvisationsværktøjer både til egne værker og til 'composer-performer-gruppen' Netværk,
hvor han optrådte sammen med kollegerne Ivar Frounberg, Fuzzy og Wayne Siegel.
Det blev også til rent kommercielle opgaver: internationale udviklere af notations- og
sequencer-software - f. eks. 'Personal Composer' og 'Musicator' - engagerede ham til at skrive
specialiserede dele af deres software, ligesom han i et EU-projekt ledte udviklingen af
Braille-musiksoftware til blinde.
Samtidigt udviklede han sin instrumentationsstil i naturlig takt med at han i stadigt højere grad
havde sig længerevarende opgaver som dirigent, først som leder af Esbjerg Ensemble og
Vestjysk Symfoniorkester, siden som opbygger og leder af Storstrøms Kammerensemble og
kapelmester for Storstrøms Amts Symfoniorkester, og indimellem ved engagementer med de
fleste danske symfoniorkestre, Det Kgl. Teater, Den Anden Opera og det vesttyske
Ensemble Modern.
Som dirigent har han naturligt nok langt overvejende opført nutidig og nyere musik, herunder flere
hundrede danske og nordiske uropførelser og danske førsteopførelser af internationalt repertoire. Men
samtidigt har h
an som leder af de to store regionalorkstre og af orkesterskolen på Vestjysk
Musikkonservatorium arbejdet med det store klassisk
-
romantiske repertoire.
Han ser selv disse dobbeltheder, komponist/dirigent og klassiker/avantgardist, som på kryds og tværs
inspirerende og udviklende:
"Jeg har hele tiden forsøgt at trække på mine erfaringer som komponist, når jeg dirigerer og
omvendt: ideelt set at opføre al ny musik med den selvfølgelige indlevelse, der som regel kommer
klassikerne til del - og omvendt at spille Beethoven, som var det hver gang en lige chokerende
uropførelse.
En sjælden gang imellem er det lykkedes
- og det har jeg set som mit beskedne bidrag til at bringe nutidens musik ud af
ghettolivet og placere den på den centrale plads i det samlede koncertrepertoire,
der tilkommer den..."
Svend Aaquist modtog i 2008 Dansk Kapelmesterforenings hæderspris.
Svend Aaquists senere udvikling som komponist kan illustreres ved to værker, der allerede har en
usædvanligt lang række opførelser bag sig:
Det ene er den 14 minutter lange akkordeon-solo Saganat, skrevet på bestilling til
Geir Draugsvollsdebutkoncert, siden opført af ham og en lang række andre akkordeonister over
hele verden, så ofte, at den er ved at høre til instrumentets nutidige standardrepertoire,
i hvert fald i vor kulturkreds.
Stykket er et søsterværk til det store celloværk I maj skal syrenerne blomstre, de skal!,
som går helt tilbage til 1976 og indgår i udvidet form i Sisyfos Synger. Men Saganat er
på én gang karskere og mere musikantisk med større kontraster og flere spontane omveje.
Et andet eksempel er komponistens scenemusik til Molières Den Indbildt Syge, der blev bestilt
af Det Kongelige Teater, hvor det indgik i repertoiret i 1992-1993.
I denne musik inddrages store dele af Molière's originale sungne og dansede mellemaktsoptrin,
der subtilt kommenterer stykkets hovedhandling uden at have nogen rationel sammenhæng med den. Disse
optrin udelades og som så godt som altid i dag. Her var de med.
Instruktør og komponist formulerede opgaven for disse optrin, og dermed for musikken, at føre
handlingen fra dens historiske tid, barokken, og ind i tilskuernes nutid.
Det sker i flere trin: i den indledende Ouverture, hvor den højborgerlige hypokonder drømmer
sig ind i en sol-konge-rolle, omgivet af tilbedende og omsorgsfulde læger og apotekere. Her tager
musikken direkte udgangspunkt i Charpentiers originale ouverture, behandlet med kærlig ironi,
velsagtens inspireret af Strawinsky's tilsvarende bearbejdelser, idet der tilføjes et tyndt lag af
vokalt bladguld fra de ærbødige undersåtter på scenen - eller er det kun en drøm?
I et senere indskudt optrin synger en yngling en henført serenade, som han heroisk kæmper sig
næsten helskindet igennem, selvom han undervejs bliver overfaldet og slået til lirekassemand af en
flok gadebøller (dansere), mens musikken forsøger at fastholde sin indledende, yndefulde
siciliano gennem en stadigt voldsommere byge af spark og stokkeslag i
Peking-opera-fægtescene-stil. mens serenadens uskyldige espressivo afsløres som ren tolvtonemusik.
I et operaoptrin, som Molière med ironisk-klodset elegance har integreret handlingen, vækker en
kliché-tung kærlighedsduet den indbildt syge fars dybeste drømme om ægte omsorg i stedet for
professionel sygepleje, så han - og vi - en kort stund hører igennem flosklerne og århundreder direkte ind i den
samme længsel udtrykt i nutidigt tonesprog.
Og i De Mauriske Kvinders Dans præsenterer de fire ydmyge haremskvinder den indbildt syge
europæer for en fremmed kulturs helbredende indsigt og visdom, tilsyneladende forgæves, men med
vældig rytmisk og klanglig vitalitet. Tonesproget er her helt komponistens eget, som han selv har
karakteriseret det:
"Igennem de sidste år har min måde at komponere på ændret sig meget, og jeg har afsøgt
områder fra stokastiske metoder over helt intuitivt komponeret tonal eller modal musik til radikale
former for gennemstrukturering og tilnærmelse til naturlige processer.
Især i computermusikken Netværk, som stadig beskæftiger mig, og som stadig forandrer og udvikler sig,
synes jeg, at det er lykkedes at finde min egen vej til at bevæge mig frit i hele dette spændingsfelt
og kombinere improvisatorisk/musikantisk komponeren med stram organisation.
De Mauriske Kvinder fra Den Indbildt Syge er ét eksempel på musik affødt af disse eksperimenter."
I Finalen af Den Indbildt Syge forenes den indledende pompøse barok-drøm med disse friere
toner, så måske har de mauriske kvinder ikke danset forgæves for den gamle navlepiller?
